Felix Ramø får prisen for at have været en bærende drivkraft i forhold til at fremme og udvikle karatesporten i Solrød Kommune. En sport, som i dag tæller cirka 400 udøvere lokalt. Felix har eksempelvis været medstifter af og formand for både Solrød Karate Klub i 1982 og senere af Tatakau Karate i 2002.
Udover den lokale involvering i karatesporten har Felix gjort en imponerende lederkarriere indenfor karateforbundet. I forbundet har han bl.a. været stævneleder, næstformand, leder af presseudvalget og formand for ordens- og amatørudvalget.
Som udøver har Felix opnået såkaldt 4.dan og sort bælte inden for Dansk Karateforbund samt 3.dan efter karatens moderlands bestemmelser (Japan Karate Association).